Søg


Kontakt

Malerier

 

Hvad er kunst?

Af: Katja Clausen

Der er i årenes løb givet mange definitioner på hvad kunst er. Nogle mener for eksempel at det at skabe noget er lig med kunst - det kan være alt fra en designsofa til en skulptur. Efter en tur i ordbogen giver dette god mening, da det tyder på at ”kunst” er et udtryk for eller en bevidst brug af menneskelig skaberevne og fantasi til frembringelse af værker som kan påvirke eller udfordre modtageren æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt.

Personligt mener jeg ikke at der findes en enkel definition af hvad kunst er, især fordi vi befinder os i en tid hvor kunst kan være hvad som helst. Storm P. har engang udtrykt det sådan: Kunst er noget, man ikke kan – hvis man kunne, var det jo ingen kunst. Den gode Storm P har en pointe, og jeg er på sin vis enig med ham.
Derfor bør man, i stedet for at definere hvad kunst er, kigge på den dybere forståelse af begrebet kunst. Hvis vi for eksempel ser på de fællestræk der er ved mange malerier af anerkendte kunstnere som Leonardo da Vinci eller Edward Munch – overlader de i høj grad fortolkningen af værkerne til modtageren. Der er så mange forskellige mennesker, og det betyder at der bliver mange forskellige fortolkninger af kunsten. Malerier der gengiver et motiv, så præcist som et fotografi, er ikke nødvendigvis kunst – men et flot håndværk. Det er for mig først kunst når der er vist interesse for at fortolke en malers værker og herefter kan anerkendes som kunst og maleren som kunstner.

Af principielle og logiske grunde mener jeg ikke det er muligt at svare på hvad kunst er. Der er ikke enighed om hvad der er kunst eller ej. Det der er kunst for mig, er ikke nødvendigvis kunst for dig.
Desuden er det blevet en del af kunstens virkemåde at sætte spørgsmål ved sit eget begreb. Derfor: Det interessante er ikke at definere kunst, men at opleve og prøve at forstå den!